Blødningsforstyrrelser

Den normale menstruationscyklus varierer fra kvinde til kvinde. Gennemsnitligt er der 28 dage fra første blødningsdag til næste første blødningsdag, mens selve blødningsvarigheden typisk er mellem 4-8 dage. Det er normalt, at cyklus kan variere med nogle dage kortere eller længere fra måned til måned.

Hvis du oplever, at cyklus pludselig ændrer sig markant over flere måneder, bør du aftale tid til undersøgelse hos din egen læge, som så vurderer, om du skal henvises til gynækolog.

Gynækologen vil foretage en ultralydsscanning inde i vagina for at få bedst mulig oversigt over din livmoder og æggestokke samt en gynækologisk undersøgelse. Der kan desuden eventuelt tages prøver for infektion, kigges nærmere på livmoderhalsen med mikroskop/forstørrelseskikkert, tages blodprøver for hormonstatus og stofskifte m.m.